Nu på Downtown Plus: Neem Deli
Nyd asiatisk gourmet i Aarhus - fra 145,-
Menu & Search
8 gode spisesteder på atypiske locations

8 gode spisesteder på atypiske locations

Beliggenhed og indretning på en restaurant kan gøre dit besøg markant bedre – eller dårligere. Og nogle steder er det en vigtig del af konceptet, der er med til at understøtte den samlede spiseoplevelse. Vi har samlet 8 restauranter, hvor du får meget mere end bare god mad!

Resturant Vandvid

Ben Websters Vej 3, 2450 København

Restaurant Vandvid er en flydende restaurant, der ligger på en husbåd i Sydhavnen. Skibet er håndbygget på en bund af en gammel, forlist betonpram med vinduer hele vejen rundt, så du kan nyde din mad med den smukkeste udsigt. Maden dikteres af sæsonen og beskrives bedst som rustikt økologisk landkøkken.

Gro Spiseri – Østergro

Æbeløgade 4, 2100 København

Østergro er Danmarks første tagfarm, der ligger på toppen af Østerbro. Udover at dyrke grøntsager har de også en lille restaurant i et drivhus, der står smukt for enden af de grønne ’marker’. Maden bliver serveret ‘family style’ på fade til deling rundt om langbordet og er baseret på sæsonbetonede, økologiske og respektfuldt fremskaffede råvarer fra gode lokale avlere. Når det bliver mørkt, tændes der stemningsfyldte lyskæder, og du vil med garanti ikke forstå, at du står midt i pulserende København.

Baglokalet Amager

Sundbyvestervej 60, 2300 København

I en fodboldklub har man altid kunne få sig en hotdog og en burger. Det kan du også hos Baglokalet, som ligger i Fremad Amagers klublokaler. Dog har de skruet op for både smag og ambitioner. I Baglokalet stopper de selv deres pølser og bager deres egne burgerboller. Her kan du i trygge og genkendelige rammer spise vellavet mad fra bunden til rimelige priser.

La Banchina

Refshalevej 141A, 1432 København

La Banchinas placering på Refshaleøen tilføjer stedet den der særlige, industrielle, urbane atmosfære, som præger området. Men La Banchina ligger også helt i vandkanten. Om sommeren kan du hænge på deres populære badebro og hoppe i vandet. Om vinteren kan du nyde solnedgangen fra varmen indendørs bag deres store ruder. Til de friske er der også vinterbadning og træfyret sauna. Menuen er økologisk, og vinen er primært natur. Du kan se solen stå op med en let morgenmad eller snuppe en fuld fireretters menu til solnedgangen.

Café & Øl-Halle “1892”

Rømersgade 22, 1362 København

Restauranten i Arbejdermuseets kælder er Københavns eneste fredede kælderbeværtning. De historiske lokaler er blevet restaureret, så de nu står som i året 1892. Køkkenet sætter en ære i at lave mad som i de gode gamle dage. Her hakkes, syltes, steges og koges i en liflig duft. Alt er hjemmelavet og bliver tilberedt fra bunden. Hver lørdag serveres deres meget populære smørrebrødsbuffet, hvor du kan få lige netop de stykker smørrebrød, du foretrækker.

Flyvergrillen

Amager Landevej 290, 2770 Kastrup

Flyvergrillen er en grillbar beliggende for enden af Amager Landevej. Fra grillen kan du kigge på fly, der letter og lander fra Københavns Lufthavn. Grillen blev indviet i april 1972 og er sidenhen blevet en legendarisk udkigspost for flyfans i alle størrelser. Maden er klassisk grillmad til priser, alle kan være med på.

Hos Bojesen i Tårnet (Christiansborg)

Prins Jørgens Gård 1, 1218 København K

Tårnet er en dansk restaurant, der ligger (som navnet antyder) i Christiansborgs tårn. Her kan hele offentligheden komme op og smage på gamle, danske madtraditioner – friskbagte tarteletter, mormors syltede, grønne tomater og hindbær fra baghaven. Møblerne, tallerkenerne, bestikket og lamperne er danske – og det er råvarerne i køkkenet også. Indretningen tager udgangspunkt i stedets historie med gamle gipsstatuer – hvor bl.a. Thorvaldsens næsten 200 år gamle løver vogter rummet. Rummet har desuden et en storslået udsigt over ridebanen.

Wallmans

Wallmans Cirkusbygningen, Jernbanegade 8, 1608 København V

Enten elsker man det, eller også hader man det. Hos Wallmans kan du få en oplevelse for samtlige sanser med en udsøgt middag og et fire-timers show, som både får dig til at grine, forbløffes og holde vejret i spænding. Efter maden forvandles Cirkusbygningen til en festlig natklub!

0 Comments