Nu på Downtown Plus: Neem Deli
Nyd asiatisk gourmet i Aarhus - fra 145,-
Menu & Search
“Det skal føles ægte – som om, at du er hjemme”

“Det skal føles ægte – som om, at du er hjemme”

Restaurant Vandvid er en flydende restaurant, der ligger på en husbåd i Sydhavnen. Skibet er håndbygget på en bund af en gammel, forlist betonpram af de tre ejere, der tog chancen for at udleve drømmen uden at gå på kompromis med dem selv.

Restaurant Vandvid: En van(d)vittig idé, udført på et van(d)vittigt sted med van(d)vittig lækker mad!

Ordspillene kunne fortsætte, men lad det være vanvid nok for nu, og lad os i stedet dykke lidt dybere og forklare, hvorfor det hele er så – ja – vanvittigt (det var den sidste -Ama’r halshug)


Humlebien, der ikke burde kunne flyve
Det hele starter på en fredelig gåtur i Sydhavnen. Blandt de høje bebyggelser i den nye bydel, ligger en række husbåde – men pladsen nærmest ved broen er tom.

Den ser Ivan. Og som han står og betragter den, bølger en idé frem. En idé, der kræver noget som flyder – det finder han i form af en forlist betonpram, der tidligere har serviceret lystbådene i Svanemøllen havn med benzin og diesel.

Han får selskab af sin kæreste Dorrit, tidligere Politiken-journalist, og vennen Jens Emil, indehaver af snedkeriet og designvirksomheden Zelephant. Og så er der Ivan – indehaver af entreprenør- og byggefirmaet Naturens Værksted og lidt af en opfinder.

Idéen: et restaurantskib med en personlig ideologi og fuldstændig uprøvet land (og vand) for alle tre:

”Vi er et iværksættereventyr, der har gjort det hele selv – uden investeringer udefra eller erfaring i branchen. Jeg plejer at sige, at vi er humlebien, der ikke burde kunne flyve.” fortæller Dorrit om det store projekt, de søsatte for få år siden.

Der var engang en betonklods
Konstruktionen og byggeriet er udført af de tre kompagnoner selv og tømmeret er savet på eget savværk. Den før arbejdsløse betonpram er blevet skåret op og udbygget til en fuld kælder med bl.a. køkken. Ovenpå er der bygget et restaurantlokale, der har vinduer fra gulv-til -loft hele vejen rundt, og som hviler på et jernskelet svejset op af 10 tons jern.

Men gør-det-selv-evnerne og eventyret stopper ikke her.

Mad over ild og et træ fra Enghave Plads
Midt i køkkenet er der opført en to tons brændefyret stenovn, som både opvarmer skibet og bruges til madlavning. Strålevarmen fra ilden giver maden en helt særlig smag, som intet moderne induktionskomfur kan efterligne, lyder det.

Bordene er skåret af mange forskellige træsorter. Palisander, cubamahogni og 8000 år gammel moseeg står bl.a. side om side med borde skåret af stykker fra et stort kastanjetræ fra Enghave Plads.

Du kan pege på alt i skibet – helt ned til sømmene i gulvbrædderne. Alt har en historie, og meget er hjemmelavet i en eller anden grad:

”Vi har gjort det, som vi følte var rigtigt, og som vi selv ville have det – uden smart konceptudvikling og indretningsarkitekter. Det skal føles ægte – som om, at du er hjemme,” forklarer Ivan med en næsten misundelsesværdig barnlig begejstring.

Carsten og resten af slænget bringer mad, der er fuld af liv
Som en naturlig forlængelse af det fysiske skib er maden lige så gennemtænkt og personlig. Neel og Carsten fra Grønholtgaard på Glænø sørger for de fleste øko-grøntsager. Også fra Glænø sørger Helle og Henrik for øko-jerseykød fra glade køer og fra Bisserup Havbrug leverer Lars havørreder, der har været en tur i hans egen rygeovn.

Og så er der selvfølgelig frugten. Den kommer fra Ivans egen frugthave i nærheden af Skælskør. Æbler, blommer, rabarber, bær og kvæder trylles til kompotter og is, der dufter og smager af dansk landidyl.

Er sæsonen til det, hentes friske krydderurter og små grøntsager fra den lille tømmerflåde, der er tøjret til moderskibet, hvor plantekasser skaber en lille gyngende have. En have, der i bedste Vandvids-stil bl.a. vandes med spildevand fra vask af grøntsager.

Hvilken type mad serverer de så?

Vi er nået frem til, at det der nok beskriver det bedst, er rustikt økologisk landkøkken, siger Dorrit. Og forsøger at indfange en menu, der i den grad dikteres af sæsonens råvarer.

Alt er love
Når du taler med Dorrit, Jens Emil og Ivan, får du et indtryk af, at det hele er lavet lidt på gefühlen. At det at svejse flere tons jern sammen er lige så nemt som at sætte en hylde op over sofaen derhjemme.

Det passer selvfølgelig ikke, og udfordringer har der været rigeligt af i den lange proces. Men smilet, nærværet og overskuddet hos de tre virker upåvirket, og som de fleste fødsler, formår hjernen at glemme alt det hårde, når kærligheden til det nyfødte barn rammer. Og kærlighed er der rigeligt af her på Vandvid – kærlighed til materialerne, råvarerne, maden, hinanden og gæsterne:

”Menneskene og de følelser, der skabes på stedet er vel nok det vigtigste af det her,” fortæller de tre sømænd enstemmigt.

Kom med ombord på Restaurant Vandvid, og smag 6 af deres dejlige retter. Se mere her. 

Artiklen er skrevet i samarbejde med Restaurant Vandvid.

0 Comments