Nu på Downtown Plus: Neem Deli
Nyd asiatisk gourmet i Aarhus - fra 145,-
Menu & Search
Grønt er det nye sort. Se hvor du kan spise vegetarisk eller vegansk i København

Grønt er det nye sort. Se hvor du kan spise vegetarisk eller vegansk i København

En fremadstormende tendens er at skære ned på - eller helt at droppe kød. Mange spisesteder sletter også kødet på kortet, så du kan spise ude og overholde dine grønne dogmer.


Souls

Nørre Farimagsgade 63
Melchiors Plads 3

Vegetarburgere for selv hardcore kødelskere – sådan beskriver nogle Souls. Og deres burgere er fingersnaskende gode, selvom de klassiske ingredienser er forment adgang. Der er ikke kun kødløs fastfood på menukortet. Du kan også få salater, cashew-yoghurt, acai bowls og grønne sandwich. Alt er anrettet som med pincet på virkelig pæn keramik – det skal ses og smages. Psst! De vandt Byens Bedste i 2018…

California Kitchen

Nørrebrogade 12
Vesterbrogade 58

Hvis du kan lide grøntsager og virkelig pæn mad, så skal du besøge California Kitchen. Maden ser ligeså delikat ud, som den er sund, og serveringerne vil få det til at krible i fingrene på alle med en madglad Instagram-profil. Glæd dig til hippe poke bowls, salater og lune retter med smæk på krydderierne – alt smager af god samvittighed. Psst! De har også nachos, hvis du skulle få lyst til at synde lidt.

Kaf

Birkegade 21

Kaf har specialiseret sig i veganske kager og kalder sig faktisk et vegansk konditori. Nyd blandt andet croissanter, romkugler, de pæneste ’cheese’cakes og donuts – de er ikke bare plantebaserede, men meget Instagram-venlige. Skyl ned med en lækker kop kaffe eller en gurkemejelatte. Har du mere lyst til rigtig mad, serverer de også vegansk morgenmad, brunch og frokost. 


Urten

Larsbjørnsstræde 18, st.
Den veganske restaurant Urten skeler både til det klassiske franske, det italienske og det nordiske køkken. De komponerer hver uge en ny 3-retters grøn menu, du kan nyde tirsdag-lørdag. De lokale økologiske grøntsager fylder mest på tallerkenerne, der byder på en blanding af delikat gourmet og mættende husmandskost.

Café Blå

Blågårdsgade 17

Café blå byder på en stor og gennemgrøn madpalet i dagligstue-hyggelige omgivelser. Om morgenen kan du blandt andet få brændenælde-havregrød, vegansk yoghurt, vafler eller boller med humus, edamemepesto og avocado. Til de større måltider vil en tofuburger eller en portobelloburger med fritter på en og samme tid tilfredsstille din lyst til sund mad og junk – for her er det kombineret på fineste vis. Der er også søde sager, alkohol og kaffe, og alt spiseligt bliver kreeret fra bunden.

VeVe

Dampfærgevej 7

Anmelderne har kastet byger af stjerner efter VeVe, der er en forkortelse for ‘vegetarisk verdenskøkken’. Og niveauet er tårnhøjt – for ejeren er ingen ringere end Henrik Yde, der også stå bag roret hos Michelin-stjernede Kiin Kiin. Din grønne gastronomiske (og eksotiske) oplevelse får du i et gammelt pakhus på Østerbro med stengulv, lounge og lækre designermøbler. Sæsonen dikterer menuen, der derfor skifter ofte.

Grød

Jægersborggade 50

Grød er ikke kun din ven, når morgensulten melder sig. Fra frokosttid af kan du få de mest herlige og farvefine risottoer, bygottoer, daal og legendariske grøddeller med spidskålssalat. Deres asiatiske risgrød har kyllig på toppen, men det er også eneste kødret på menukortet – og den kan du jo gå udenom. Resten er grønt, godt, mættende – og koster max. 85 kr.

Fotocredit: Malthe Milthers/Grød, Urten, Souls.

0 Comments