Menu & Search
Guide: københavnske restauranter med en stor rød tråd på menukortet

Guide: københavnske restauranter med en stor rød tråd på menukortet

Vi har samlet 5 københavnske spisesteder, hvor alle retter på menukortet mere eller mindre er skåret ud fra samme lækre læst.


Nogle restauranter serverer både kød og fisk, fransk og italiensk, fast food og slow food etc. Andre vælger et strammere koncept – McDonald’s helligede sig for eksempel burgeren i 1940. Men restauranter med en stor rød tråd på menukortet serverer ikke kun fast food.

Har du lyst til at spise på Hey Darling til en god pris? Klik her 

Hey Darling
Øster Farimagsgade 2

Hey Darling har på ægte New Yorker-manér helliget sig meatballs. Konceptet er valgfrie meatballs, valgfri sovs og valgfrie dele-sides! Du sammensætter altså selv din menu ud fra, hvad der får dine tænder til at løbe i vand. Konceptet kan lyde lidt simpelt, men kokkene er kreative i køkkenet. De trækker på og mikser mange madkulturer i menukortet, der løbende bliver skiftet ud efter sæson og nye idéer.

Bar Pasta
Vedbækgade 13

Som navnet antyder, er pastaen i fokus på Nørrebros nye italienske dreng i klassen, Bar Pasta. Du kan vælge mellem fire autentiske pastaretter og lidt italienske smålækkerier. Alt er uden de store dikkedarer – det smager bare afsindig godt, og så de er ikke nærige med deres parmesan. Det lille pastaværtshus ligger godt gemt i et kælderlokale bag Stefansgade, og der en hyggelig og intim stemning.


Grød
Jægersborggade 50, kld. tv

På Grød afslører navnet igen, hvad der spiller hovedrollen på menukortet. Om morgenen er det havregrød, der bliver langet over disken – og her er grød ikke kedelig fattigmandskost. De sirligt pyntede portioner er Instagram-venlige og toppet med alskens lækkerier, som du selv vælger (nogle sundere end andre). Om aftenen vedbliver maden i skål, men grøden er udskiftet med gennemgode risotto’er og en enkelt daal.

Hooked
Nørrebrogade 59

Hos Hooked er den røde tråd, at ingen bondegårdsdyr har fundet vej til menukortet. Fisk og skaldyr har alle pladserne. Hooked serverer gourmet fastfood af havets dyr på Nørrebros hovedåre mellem uformelle klinkevægge. Du kan for eksempel få fish and chips, en poke bowl, lobster rolls og fiskeburgere. Psst! Deres gyldne ’vinegar fries’ er en guldmedalje værdig, så hvis du ikke kan lide fisk, er der stadig en god grund til at komme på Hooked.

OliOli
Gammel Kongevej 169
Østerbrogade 43

Du har med garanti scrollet over hundredvis af farverige poke bowls i dit Instafeed. Den Hawaiianske poke bowl med smag af asien og noter af skandinavisk køkkenhave er både hip, sund og delikat. Konceptet kan betegnes som en omgang dekonstrueret sushi i skål bestående af for eksempel laks, ris, goma-dressing, edamame, radiser, broccoli ananas og avocado. OLIOLI er Danmarks første Poke Bar og et sundhedsmekka, hvor du ikke bare får poke bowls, men også superfoods i lange baner.

0 Comments