Nu på Downtown Plus: Neem Deli
Nyd asiatisk gourmet i Aarhus - fra 145,-
Menu & Search
Her får du gode pizzaer i København

Her får du gode pizzaer i København

Pizza er ikke nødvendigvis lig med snasket kebab med salat og dressing eller skinkestrimler af tvivlsom kvalitet. Mange pizza-pushere i København har for længst tændt op i stenovnen og fyldt indkøbslisten med italienske delikatesser. Se her, hvor du skal gå hen, hvis din pizza skal være andet end en hurtig måde at blive mæt på.

Behov

Rentemestervej 94
Aaboulevarden 7

Du kan lige nå at få fat i Behovs anmelderroste pizzaer til Plus-pris via linket her

Behov har fået 5 hjerter i Politiken. De er blevet nomineret til iBYEN-prisen i 2018, og den alternative Michelin-guide, White Guide, fremhævede dem blandt de 10 bedste streetfood og fastfood koncepter. Behov kører med et unikt ’byg-selv-pizza-koncept’: Du bestemmer selv, hvordan din pizza skal smage ved at vælge alt fra dej, sauce og ost til kødtoppings og grønne toppings. Og det er kun din smag, der sætter grænser. Prisen er den samme, hvad enten du vil have 1, 2, 3 eller flere slags toppings på. Er du ubeslutsom eller ikke i dit madkreative hjørne, kan du vælge mellem ‘De urørlige’ pizzaer, som kokkene har udviklet.

Stefanos

Stefansgade 33

På Stefanos er kvaliteten langt højere end priserne. Priserne går fra kun 70-85 kr. Er du til den slags, kan du få veganske pizzaer med både ”ost” og ”kød”. Ellers tæller det lækre fyld bl.a. bresaola, rucola, parmesan, pesto eller hvide udgaver med fx mascarpone og kartoffel. Stefanos holder til på hippe Stefansgade og er en magnet på tømmermænds-tidspunkter. Nyd det hyggelige Nørrebro-byliv i restauranten, på en bænk foran eller snup pizzaen med ned i Nørrebroparken, hvis vejret tillader det.

Tribeca Beer & Pizza Lab 

Bygmestervej 2

Tribeca Beer & Pizza Lab er en New Yorker-inspireret oase i Københavns up-and-coming hippe kvarter – Nordvest. I de rå og rustikke industribygninger er der lagt i (sten)ovnen til gourmetpizzaer udover det sædvanlige. Det økologiske fyld tæller blandt andet hjemmelavede salsiccia-pølser og trøffel. Som noget helt unikt maler de selv deres mel. Få en prik over i’et ved at skylle ned med deres specialudviklede øl.

Bæst

Guldbergsgade 29

Bæst kan bryste sig af at servere nogle af de bedste pizzaer i verden – intet mindre. Det er den engelske avis The Guardian, der har kåret pizzaerne fra Nørrebro til de ottende bedste i verden. Pizzaerne er en klasse for sig, fordi Michelin-kokken Christian Puglisi står bag restauranten. To ting gør hans pizzaer helt særlige: Oven på restauranten har de deres eget mejeri, hvor de laver mozzarellaen. Derudover bruger Bæst en særlig ovn, der bager pizzaerne på 500 grader i 60 sekunder. Det giver sporadiske brændte pletter og masser af smag. Fyldet er nok en anelse anderledes end, hvad du er vant til. Du kan for eksempel bestille en pizza med grønkål, dansk blåskimmel, hvidløg og fedtegrever.

Neighbourhood

Istedgade 27
Frederiksborggade 20

Pizzaerne hos den økologiske restaurant og cocktailbar er noget utraditionelle. Særligt på grund af det originale fyld – du kan for eksempel få en ‘Nordic Apples’ med friske æbler, bacon, comté, hvidløg, karamelliserede løg og brøndkarse på toppen. Eller en ‘Ham Blues’ med parmaskinke, blå kornblomst-ost, figenpuré, rødløg og frisk persille. Det meste af fyldet bliver ikke bagt, men består af friske grøntsager, pickles og frisk pesto. Der bliver også kun brugt halvt så meget dej som normalt, så bundene er helt tynde og sprøde. Og så er det jo et ekstra plus, at du kan skylle ned med nogle virkelig lækre cocktails.

Fotocredit: Behov, Stefanos og Tribeca.

0 Comments