Nu på Downtown Plus: Neem Deli
Nyd asiatisk gourmet i Aarhus - fra 145,-
Menu & Search
Fra sjællandsk barnedrøm til Michelin-rygter i det nordjyske

Fra sjællandsk barnedrøm til Michelin-rygter i det nordjyske

Kronprinsesse Mary har lagt vejen forbi. Hun valgte rødspætten. Og de leverede maden til Rådhuset, da USA’s tidligere vicepræsident, Al Gore, besøgte Aalborg. Mortens Kro har været solidt plantet i den nordjyske muld i hele 21 år og er stadigvæk en af Aalborgs førende gourmetrestauranter, som flere mener fortjener en af de eftertragtede Michelin-stjerner.

Morten. Et helt almindeligt navn. Umiddelbart smager det ikke meget af gourmet. Men har man bare en smule kendskab til madscenen i Nordjylland, så ved man, at det er et vigtigt navn.

Det handler om Mortens Kro og om manden bag, Morten Nielsen. To gange Morten, der deler meget mere end fornavn. De deler livet og hverdagen. Og du kan ikke fortælle historien om restauranten uden også at fortælle historien om manden. Eller omvendt.

Lille Morten med store drømme
Mortens Kro kan dateres tilbage til starten af 1970’erne. Her legede den 7-årige Morten Nielsen ”Mortens Kro” hjemme i forældrenes dagligstue. For 30 kr. serverede han rejecocktail, svinekotelet og karamelrand til naboer og familie. Det var serious business for den unge knægt, der brugte overskuddet til at investere i andre projekter.

Barnelegen sluttede, men navnet og drømmen holdt ved, og i 1997 åbnede Mortens Kro som rigtig restaurant med en menu, der stadig var inspireret af det danske blandet med klassiske franske traditioner.

En sjællænders vej til Aalborg
Det er en klassisk historie. Dreng møder pige, og pludselig er man flyttet fra internationale Luxembourg og et arbejde på den tostjernede Michelin-restaurant Saint Michel til det noget mindre Aalborg. Det var i hvert fald sådan, at den Sjællands-fødte Morten endte i Nordjylland.

”Det med pigen holdt ikke så længe, men jeg havde fået et godt job og fået etableret mig i området. Så jeg blev hængende. Det var egentlig heller ikke noget, der trak mig tilbage.” fortæller Morten Nielsen og fortsætter med et beskedent smil i stemmen:

”Jeg har været meget god til at blende ind.”

Så god, at han i 2009 blev kåret til Årets Nordjyde.

Ikke en rigtig kro?
Slår du ordet Kro op på nettet, finder du bl.a. følgende definition:

Restaurant eller værtshus, der også tilbyder overnatning. Som regel beliggende på landet eller i en mindre by. Ofte med en intim, gammeldags indretning.

”Navnet Mortens Kro kan godt give de forkerte associationer. Men så kan vi jo overraske – forhåbentlig på en god måde. Du kan ikke overnatte, og vi er jo egentlig en meget moderne restaurant med kunst på væggene og designermøbler”.

”Men det er jo meget nordjysk, at man underspiller tingene” fortsætter han og forsvarer samtidigt den 7-årige drengs navngivning i sine forældres stue.

 

Årets Kok fortsætter med at drømme
I 1996 blev Morten Nielsen kåret som ”Årets Kok” og blev med ét kendt i det ganske land. Der var ellers hård konkurrence i 90’erne med talenter som Thomas Rode, Rene Bolvig, Per Hallundbæk og Jacob Oubæk. Men efter to år med en fjerdeplads lykkedes det i tredje forsøg at hive titlen hjem. Det var et personligt og fagligt mål fra den dengang unge kok, der stadig prioriterer at udvikle sig selv og restauranten. Spørger man, hvad der motiverer ham, svarer han:

”Tidsånden holder os i sving. Branchen har udviklet sig utroligt meget de sidste 20 år. Hele kulturen omkring at gå ud og spise, hvad man forventer, og hvad man er villig for at betale har ændret sig. Det holder os ved ilden.”

Stjernerygter i byen
De seneste års fokus på restaurantscenen i Danmark, og det konstante høje niveau hos Mortens Kro, har sat gang i Michelin-rygter fra flere medier. Flere mener, at Mortens Kro er det bedste nordjyske bud, skulle der falde en stjerne af fra den anerkendte guide.

Det glæder selvfølgelig Morten Nielsen, der dog i ægte nordjysk stil tager det hele helt roligt:

”Det er ikke noget, vi fokuserer på hos os. Men jeg håber, at det kommer. Særligt for Aalborg og landsdelens skyld. Men det ville da være en fin fjer i hatten, hvis Mortens Kro fik en stjerne. Det vigtigste er dog, at vores gæster er glade.”

Artiklen er skrevet i samarbejde med Mortens Kro.

0 Comments