Nu på Downtown Plus: Neem Deli
Nyd asiatisk gourmet i Aarhus - fra 145,-
Menu & Search
OLUFs har gjort den nostalgiske ispind voksen og gourmet

OLUFs har gjort den nostalgiske ispind voksen og gourmet

På Olufsvej på Østerbro er der sandsynligvis blevet taget flest Insta-venlige billeder af is i hele København. Her er ikke tale om overdådige vafler med kugler, flødeskum, guf og flødeboller, men noget så jordnært som ispinde.

Men sikke nogle pinde. Hver dag laves de i hånden i baglokalet i den lille isbutik OLUFs efter italienske gelato-traditioner. De kommer i alskens smage, farver og med krymmel og knas.

De er ganske enkelt smukke og anderledes – og det nok grunden til, at Københavnerne ikke kan få nok.

Mere end et smukt ydre

Heldigvis er OLUFs ispinde mere end bare fotogene. De er lavet på cremet traditionel italiensk is, der laves på øko-mælk.

Italiensk is har et mindre luftindhold og er langt mindre fed end normale industri-ispinde. Det giver italiensk is en kraftigere smag og en blødere konsistens.

Og så er de overtrukket med kvalitetschokolade – både mørk, lys og hvid – og vendt i lidt knas. Nogle gange farver de endda den hvide chokolade med jordbærsaft, så den bliver lyserød. Eller med pistacie, så den bliver grøn.

”Det er anderledes ispinde, med anderledes smage, som du ikke kan gå ned i Brugsen og købe”, fortæller den ene ejer Signe Tove Olsen og fortsætter mere filosofisk:

”Charmen ved håndlavede is er, at ikke to er ens. Der er fx ikke det helt samme gram krymmel på. De er ikke perfekte.”

Nye (is)kræfter er flyttet ind

OLUFs har ligget i den lille gade siden 2003, og de har gennem årene slået sig fast som en ægte Østerbro-klassiker og et samlingspunkt, når is-sæsonen er over andedammen. I 2017 overtog de fire studiekammerater Signe Tove Olsen, Josefine Laub, Alexander Baden og Søren Søgaard butikken

De fire venner havde ikke lavet is før, men har erfaring på forskellig vis i restaurationsbranchen.

”Vi købte et koncept og et brand, som vi har bygget videre på. Vi kunne rigtig godt lide, at OLUFs skilte sig ud fra de andre isbutikker. Men der er hård konkurrence,” fortæller den ene ejer Signe Tove Olsen.

Ejerne laver selv alle isene helt fra bunden – noget de ikke havet prøvet før, så læringskurven har været stejl:

”Vi lærer mange ting hen af vejen. Vi er aldrig færdige med at lære og blive bedre til at lave is. Og gudskelov har folk har taget rigtigt godt imod os”, fortæller Signe med en vis ydmyghed i stemmen.

På den måde har OLUFs ikke ændret sig – det er stadig friske italienske ispinde kreeret af dedikerede og passionerede mennesker, der har hænderne helt nede i ismassen.

Ny uge – ny smag

Hver uge er de fire ejere kreative og finder på en ny smagsvariant til den i forvejen bugnende ismontre. Hvilken afhænger helt af humør, lyst og hvad der inspirerer:

”Sidste år lavede vi fx en is med avocado og lime efter en tur hos grønthandleren,” siger Signe og fortsætter:

”Vi ser hvilke muligheder, der byder sig – vi er helt frie. Tit har vores kunder også idéer – og det er super fedt.”

Selvom der er fri-is-leg, når det kommer til smagsvariationer, så er der noget OLUFs er mere konservative omkring: deres basis-råvarer. De bruger altid dansk øko-mælk og sukker og udvalgte produkter fra Italien – fx deres chokolade. De vil ikke gå på kompromis med kvaliteten, slår Signe fast.

Gaden, hvor de hører hjemme

Olufsvej er cirka 100 meter lang og ligger parallelt med Brumleby. Den er meget stille og utrafikeret.

”Olufsvej er den her idylliske, meget smukke gade med gamle lidt skæve huse i forskellige farver. Her er få butikker, og vi er trukket lidt tilbage. Langt de fleste kommer forbi, fordi de kender os og skal have en OLUFs is,” forklarer Signe om den særlige lokation.

Selvom at OLUFs i dag har udvidet med en butik i Aarhus og en i Ebeltoft, så er der ingen planer om at flytte den originale butik:

”Det er her, det hele startede. Det er her, at navnet stammer fra,” slår hun fast.

Og med sol-sæsonen officielt skudt i gang har OLUFs igen fyldt køledisken med nye is-herligheder lige til at nyde (og fotografere) i den smukke gade.

Artiklen er skrevet i samarbejde med OLUFs.