Med udsigt til Øresund i Nordhavn ligger Restaurant Paustian i en bygning, der er tegnet af den verdenskendte danske arkitekt Jørn Utzon. Det har restauranten gjort i over 30 år, og den har set både kokke-kendisser, Michelin-stjerner og en havn, der har forvandlet sig til en moderne del af byen med boliger, erhverv og rekreative områder.
Det er et sted med udsigt og historie, men også et sted, hvor byens travlhed er tæt på, men føles langt borte. Og det er der få restauranter i København, der kan prale af.
Viderefører arven
Det er køkkenchef og iværksætter Henrik Junker, der de sidste tre år har forpagtet Restaurant Paustian. Han har bl.a. tidligere arbejdet hos Herman i Tivoli og været bar- og restaurantchef på Det Kongelige Teater.
Maden er enkel og skandinavisk, men tydeligt fransk inspireret – og så selvfølgelig med fokus på danske råvarer. Og med den skriver Henrik Junker sig ind i den over 30 år lange historie, som Restaurant Paustian har.
En historie, der bl.a. tæller stjernekokken Bo Bech, der for alvor slog hul på kokke-karrieren, da han hev en af de eftertragtede Michelin-stjerner hjem til restauranten.
”Fra kok til kok, så er Bo Bech en kok blandt mange, som jeg er super inspireret af. Men det er ikke sådan, at jeg føler, at jeg skal leve op til en form for gastronomisk arv på Restaurant Paustian, fordi han for mere end 10 år siden har drevet stedet. Det vi laver her i dag, er vi meget stolte af, og vi er glade for at vise vores mad stil til vores gæster,” fortæller Henrik Junker.
Restaurant Paustian blev da også i 2019 optaget i White Guide som én af Danmarks, Færøernes og Grønlands 152 bedste restauranter. Derudover nominerede Den Danske Spiseguide Restaurant Paustian til Årets Frokostrestaurant i 2017, og de er anbefalet i Michelin Guiden.
Nyd solnedgangen helt nede i tempo
Restaurant Paustian har i en årrække haft fokus på frokosten. Men i år har de udvidet åbningstiderne og serverer nu også mad om aftenen.
”Stedet indbyder til det. Når solen går ned over vandet – det giver en helt fantastisk stemning. Og rent fagligt, så kan vi jo vise noget andet. Man kan få en helt anden oplevelse om aftenen,” forklarer Henrik Junker, der glæder sig til at byde velkommen i solnedgangens skær.
Og netop Restaurant Paustians beliggenhed gør stedet helt særligt, understreger han:
”Noget af det, der rammer mig mest er, at du er et stykke væk fra byen, hvor der falder lidt ro på. Herude er der ikke nogle biler, og der er udsigt til vandet.”
Det betyder dog ikke, at der ikke må være liv og stemning:
”Vi vil gerne skabe en livlig og festlig stemning – og i weekenden skruer vi gerne lidt op for musikken. Det er hyggeligt, hvis folk kommer før og drikker en cocktail eller nyder en efter maden. Det giver også en helhedsoplevelse,” fortæller Henrik Junker.
0 Comments