Nu på Downtown Plus: Neem Deli
Nyd asiatisk gourmet i Aarhus - fra 145,-
Menu & Search
Guide: 7 caféer på Østerbro

Guide: 7 caféer på Østerbro

Østerbro går ikke ned på caféer! Der er kaffemuligheder på hvert et gadehjørne – men med alle de muligheder kan det være svært at vælge. Lebenstad har samlet 7 personlige favoritter, som vi selv vender tilbage til!


Bopas Plads

Løgstørgade 8

Hyggelig og populær plads – især om sommeren, når solen skinner. Her ligger Pixie og Café Bopa. Begge cafeer kan anbefales. De kan dog noget forskelligt.

Café Pixie har et menukort, der tilfredsstiller både burgerfans og salat-slaver. Caféen er i familien med Taxa og Auto på Nørrebro, så hvis du har smagt deres lækkerheds-fritter eller den Insta-venlige avocadomad med spejlæg, så kan du roligt sætte dig på den lille perle af en plads.  

Café Bopa er lidt finere i det end Pixie, men stadig helt klart til at betale. Den er Fransk inspireret og helt perfekt, hvis du skal have et glas vin og noget let mad.

Djuus Copenhagen

Blegdamsvej 78

En af de mest grønne, innovative og fleksible cafeer i byen. Og med en velmenende, personlig og oprigtig service fra ejeren Rikki. Hun lytter til sine kunder og er tit den første med nye madtrends som freakshakes, golden latte og hjemmelavet nøddemælk. Prøv en bland-selv-brunch herinde. Eller de hjemmelavede (raw) Snickers-kager.

Le Esquina

Ryesgade 76

En hyggelig café, der kan det hele. God brunch, lækre rugbrødssandwich og om aftenen også et super hyggeligt sted at få drinks. Tæt på søerne og Fælledparken. Her er god plads, hvis alle veninderne skal med til brunch, eller hvis du gerne vil sidde og arbejde med din computer.

Original Coffee

Nordre Frihavnsgade 4

Kaffen hos Original Coffee bliver hyldet og hædret af selv kaffekræsne københavnere – caféen har vundet Byens Bedste en, to tre, FIRE gange. Trods medaljerne skal du ikke finde den store pengepung frem. For 49,- får du en morgenmadstallerken, for 25,- æg med brød og ost, for 35,- en (pæn) avocadomad, og der er andre billige, men lækre sager. Den østerbroske afdeling er klart den hyggeligste, men caféen holder også til andre steder i byen.

Juno the Bakery

Århusgade 48

Det hypede sted er egentlig en bager, men du får også en rigtig god kop kaffe, og er vejret eller overtøjet til det, kan du tage en af deres danmarkskendte croissanter eller kardemommesnurrer med på vejen. De fås virkelig ikke bedre andre steder i byen!

Hahnemanns Køkken

Sankt Kjelds Plads 14

Hahnemanns Køkken ejes af kogebogsforfatter og madiværksætter Trine Hahnemann. Det store og moderne sted huser et spisested, et bageri, en kaffebar, en madforretning, en kokkeskole samt et event space.

Her er kvalitet i højsædet, uanset om du kommer forbi til en omgang morgenmad og kaffe, en sund salat eller tager en af deres færdiglavede retter med hjem. Her er også gode vegetariske alternativer, og så har de det økologiske guldmærke.

Hønen & Ægget

Øster Farimagsgade 16A

Hønen & Ægget er ikke en klassisk café, men et afslappet, lokalt spisested midt på Øster Farimagsgade. Deres livretter er fjerkræ og æg, som de forvandler til alt fra Eggs Benedict til hønsesalat og stegt poussin. Eller noget så simpelt og velsmagende som et økologisk blødkogt æg.

Stemningen på det lille spisested er uformel og indbydende, og så har de åbent fra morgen til aften.  

0 Comments